Hej med jer!
Vi er Team A, og vi glæder os helt vildt til, at jeres spejdere skal med på vores kursus!
Vi ved, at det som forælder er vigtigt, at jeres spejder føler sig tryg, når de bliver sendt afsted på en uge fyldt med nye oplevelser og kommende spejdervenner. Derfor vil vi gerne give jer et indblik i, hvordan vi arbejder, og hvordan vi sikrer en god og tryg oplevelse for alle spejderne.
Kursisterne bliver inddelt i patruljer, som hver får tilknyttet en vejleder. Vejlederen følger patruljen gennem hele ugen, støtter dem i deres udvikling og sætter dagligt tid af til at samle op på dagen i rolige og trygge rammer.
Vi er et hold af engagerede og ansvarlige spejderledere fra grupper rundt i hele landet. Vi har erfaring med både de gode og de lidt sværere situationer, og vi er opmærksomme på, hvordan spejdere kan reagere, hvis noget føles nyt eller utrygt. Derfor er vi til stede for spejderne hele vejen – fra de ankommer til stationen, til vi sender dem godt hjem igen.
Tryghed skabes også i samarbejdet mellem os og jer som forældre. Det hjælper spejderne rigtig meget, hvis I taler kurset op hjemmefra og støtter dem i, at det bliver en god oplevelse. Vi anbefaler, at man undgår at fokusere for meget på savn, da det kan forstærke hjemve.
Hvis I ønsker kontakt med jeres spejder undervejs, skal I gå gennem os først. Spejdernes telefoner bliver opbevaret hos os under kurset, netop for at give dem mulighed for at være fuldt til stede i fællesskabet. Vi hjælper selvfølgelig gerne med at skabe kontakt ved behov – og holder altid øje med, hvordan de har det.
Som udgangspunkt gælder: Ingen nyheder er gode nyheder – men I er altid velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål eller bekymringer. Vores telefonnummer findes under “kontakt”.
Vi glæder os rigtig meget til at møde jeres spejdere og give dem en helt særlig uge!
Med venlig hilsen
Team A
